Juletræsfest med fokus på traditioner.
Af Kristian Wesenberg Andersen, redaktør af Houlkær Nyt.
I omegnen af 200 Houlkær-bysbørn var troppet op til den traditionelle juletræstænding ved Houlkærbageren.
Og netop traditionerne var i højsædet, da Jens Johansen fra Houlkærskolen/Houlkærhallen holdt årets juletale.
“Julen er traditionernes tid, og traditionerne her i Houlkær skal I være med til at forme og holde i live. Traditioner er værdifulde, men først i det øjeblik, vi mødes i dem. Og traditionen med juletræstænding er stærk her i Houlkær,” sagde Jens Johansen og lukkede med ordene: “Held og lykke med traditionerne”.
Herefter blev der talt ned fra 10, inden lyset i juletræet blev tændt, og en flok børn og voksne dansede rundt om juletræet.
Herefter var der – traditionen tro – æbleskiver, gløgg og saftevand til de fremmødte, som i øvrigt også blev underholdt af Houlkærskolens børnekor, ligesom de selv fik lov at synge med på Juletræet med sin pynt og På loftet sidder nissen.