- Se alle bidragsydere Her

Så har Houlkær også fået sin egen sang

Organist Maja Simonsen var hurtigt med på ideen, da hun blev spurgt, om hun ville sætte melodi til Hans Jørgen Vestergaards tekst om Houlkærs udvikling fra bar mark til Viborg-forstad anno 2016. Hør melodien ved at klikke på lydfilen længere nede i artiklen.

Organist Maja Simonsen var hurtigt med på ideen, da hun blev spurgt, om hun ville sætte melodi til Hans Jørgen Vestergaards tekst om Houlkærs udvikling fra bar mark til Viborg-forstad anno 2016. Hør melodien ved at klikke på lydfilen længere nede i artiklen.

Hør melodien og læs teksten længere nede i denne artikel

Folk med sprog fra det meste af verden,
følger hinanden i liv og færden
i skoler og klubber, butikker og kirke.
Byens plan ser ud til at virke.

Sådan hedder det bl. a. i et af versene i en ny Houlkær-sang – skrevet af Stoholm-digteren Hans Jørgen Vestergaard og sat i musik af Houlkær Kirkes organist, Maja Simonsen.
Sangen blev første gang fremført 23. juni i forbindelse med præsentationen af den nye Houlkær-bog ”Os i Houlkær”, og hvem ved? Måske kan sangen ligefrem med årene vinde indpas som en del af den lokale sangskat.
– Det kunne da for eksempel være sjovt, hvis det om nogle år er en af de sange, der bliver sunget i forbindelse med morgensamlingerne på Houlkærskolen, nævner Rikke May Kristthorsson, som sammen med Tonie Holmberg og Dan Ersted Møller udgør det lille team bag Houlkær-bogen, der før sommerferien blev husstandsomdelt i hele Houlkær-området.
Teksten til sangen opstod spontant, da Hans Jørgen Vestergaard, der til daglig er i fleksjob på Viborg Museum, af arkivleder Dan Ersted Møller blev bedt om at læse korrektur på manuskriptet til Houlkær-bogen.
– Med det samme, jeg læste Dans manuskript, blev jeg grebet af fortællingen om den unge arkitektstuderende, hvis visioner stadig er med til at præge den måde, Houlkær fungerer på i dag.
– At en gennemtænkt planlægning tilbage i 1970erne kan være med til fremme integrationen i 2016 – det er da for mig at se en rigtig god historie, nævner den 55-årige fjandbo, der inden for de senere år har fået udgivet to digtsamlinger hos Forlaget Mellemgaard.
Organist Maja Simonsen var hurtigt med på ideen om at skrive en melodi til Hans Jørgen Vestergaards tekst, og ved uropførelsen 23. juni blev sangen oven i købet fremført i en flerstemmig udgave af sangere fra Houlkær Kirkes pige- og voksenkor.
Sangen er i alt på seks vers, og kan læses i sin helhed i bunden af denne artikel.
Melodien kan man lytte sig til ved at klikke på den nedenstående lydfil, hvor Maja Simonsen selv fremfører sin komposition.
Læs i øvrigt mere om tilblivelsen af Houlkær-sangen i sensommernummet af Houlkær Nyt.

Houlkær-sangen i sin helhed

Mod øst over søer, hvor solen står op
må bonden knokle før dagen får krop.
En dag var det slut, han solgte sin gård
og sku’ ikke mer’ passe køer og får.

By skulle bygges, gård måtte vige,
planer blev lagt, man har aldrig set lige.
Midt i det grønne gav planen dog mening
med husene spredt langs sti’r i forgrening.

Houlkær blev lev’nde for slid og penge,
da marken i Asmild blev vej og vænge.
Natur og udsigt nydes af mange
med sø og træer og slugter så lange.

Som andre steder går det op og ned, 
men kriser bli’r løst trods uenighed.
Alle bli’r hørt, man kan sige sin mening
på gade, bodega og hver en forening.

Folk med sprog fra det meste af verden,
følger hinanden i liv og færden
i skoler og klubber, butikker og kirke.
Byens plan ser ud til at virke.

Som by i byen er Houlkær en ener,
et sted, hvor forskellige men’sker forener
Glæder og viljer, tanker og sorger
-gør byen til ’vores’ for hver en borger.

 

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.