- Se alle bidragsydere Her

Alle gode gange tre

Næppe nogensinde før er ”Kong Kristian stod ved højen mast” blevet afsunget med så stor appel i Houlkær.

Næppe nogensinde før er ”Kong Kristian stod ved højen mast” blevet afsunget med så stor appel i Houlkær.

De to rytmiske Viborg-kor, Sing4Fun og Voxbox, trak igen i 2016 mere end fuldt hus til nytårskoncert i Houlkær

Mon ”Kong Kristian stod ved højen mast” nogensinde før er blevet sunget med sådan en appel i Houlkær?
Det rigtige svar oven på årets nytårskoncert i Houlkær Kirke er: ”Sandsynligvis ikke”.
Henved 70 garvede korsangere blandede i en festlig og pompøs finale stemmer med en stuvende fyldt kirke – og satte oven i købet ind på det helt rigtige tidspunkt efter organist Maja Simonsens forspil.
Den kollektive afsyngning af kongesangen blev dermed et effektfuldt punktum for en nytårskoncert, som igen i 2016 fik Houlkær-borgerne til at glemme alt om glatte fortove, en grå januarhimmel og uventede sneflokke, der kom vrimlende.
Egentlig kunne man godt på forhånd have haft sine bange anelser. I og med at det i år var tredje år i træk, de to rytmiske Viborg-kor, Sing4Fun og Voxbox, var inviteret til at synge nytåret ind i Houlkær.
Kunne de to kor mon endnu engang trække op mellem 300 og 400 Houlkær-borgere af huse – og så oven i købet på en grå og sjappet januar-eftermiddag.
Ja, kan man kort konstatere. Det kunne de til rigelighed.

Adskillige gik forgæves, men de, der var tilstrækkeligt tidligt ude til at blive lukket ind til nytårskoncert i Houlkær, så i overvejende grad ud til at hygge sig. Som her med vinen og kransekagen, der – traditionen tro - blev serveret i pausen.

Adskillige gik forgæves, men de, der var tilstrækkeligt tidligt ude til at blive lukket ind til nytårskoncert i Houlkær, så i overvejende grad ud til at hygge sig. Som her med vinen og kransekagen, der – traditionen tro – blev serveret i pausen.

Houlkær Kirke havde på forhånd i annoncerne for nytårskoncerten appelleret til, at tilhørerne mødte frem i god tid for at være sikre på at få en plads, men igen i 2016 var der adskillige som måtte vende om i døren med en lang næse.
Simpelthen fordi kirkens personale ikke turde lukke flere ind af hensyn til brandsikkerheden.
De, der blev lukket ind, så til gengæld i overvejende grad ud til at hygge sig. Med Maja Simonsens orgelvariationer og den flerstemmige, rytmiske korsang. Med vinen og kransekagen, som blev serveret i pausen. Og med muligheden for – lidt forsinket – at ønske kendte ansigter i kirkerummet et rigtig godt nytår.
Allerede søndag 16. januar er der på ny mulighed for at høre korsang i Houlkær Kirke.
Til den tid gælder det den traditionsrige Houlkær Gospel-workshop. Igen i år med ”gospel-institutionen” Hans Christian Jochimsen som forsanger, dirigent og musikalsk inspirator.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.