- Se alle bidragsydere Her

Bagagerumsmarked kommet for at blive

Allerede fra omkring kl. 9 var der livlig handelsaktivitet rundt om i Houlkærhallen. Se mange flere billeder fra bagagerumsmarkedet i bunden af denne artikel.

Trods hård konkurrence fra sensommervejret trak også årets andet bagagerumsmarked i Houlkærhallen op mod 700 gæster

– Jamen, det var vel en succes igen. Kan man ikke godt sige dét?
Veninderne Mie Jørgensen og Line Sjørring kigger i et kort øjeblik spørgende på hinanden – og konkluderer så, at det kan man da vist godt.
69 totalt udsolgte markedsstande – og et sted mellem 600 og 700 besøgende. Det er de nøgne facts, der står tilbage oven på årets andet bagagerumsmarked i Houlkærhallen lørdag 20. september.
– Og så faldt arrangementet endda sammen med årets – måske – allersidste rigtige sommerdag, hvor mange måske i stedet valgte at gå i haven eller tage i sommerhus.
– Havde vi nu i stedet ramt en rigtig efterårsdag med regn og rusk – mon så ikke, bagagerumsmarkedet havde trukket endnu flere gæster, funderer Mie Jørgensen og Line Sjørring.
Belært af erfaringerne fra marts havde de to markedsarrangører i Houlkær denne gang valgt at åbne dørene allerede kl. 8.30 – og så til gengæld lukke en time tidligere om eftermiddagen.
Det viste sig – helt ubetinget – at være en god idé.
Dårligt nok var billetsalget åbnet, før de første, morgenfriske markedsgæster indfandt sig på jagt efter gode ”loppe-kup”.
Og derfra gik det så i øvrigt slag i slag dagen igennem.
– På den måde var besøgsmønsteret helt anderledes, end da vi afviklede det første bagagerumsmarked tilbage i marts.
– Dengang kulminerede det hele midt om formiddagen, hvorefter tilstrømningen lige så stille døede ud hen på eftermiddagen.
– Denne gang var besøget mere jævnt fordelt over hele dagen, konstaterer Mie Jørgensen og Line Sjørring.

Op mod 2/3 af udstillerne på efterårs-bagagerumsmarkedet var nye i forhold til markedet i marts, og tæt på 30 udstillere har allerede på nuværende tidspunkt tilkendegivet, at de også gerne stiller op næste gang, der er bagagerumsmarked i Houlkær.
For det ligger allerede nu fast: bagagerumsmarkedet i Houlkærhallen ser ud til at være kommet for at blive.
– Vi har haft nogle familiedrøftelser om emnet, siden det første bagagerumsmarked i foråret, men nu har vi lagt os fast på, at vi godt vil fortsætte med at arrangere to markeder om året – sandsynligvis ligesom i år i marts og september.
– Selv om der er en del arbejde i dét, er det jo på den anden side også rigtig sjovt og hyggeligt. Og alene dét at vi denne gang ikke skulle ud at måle hele Houlkærhallen op på forhånd – dét var afgjort en stor lettelse, konstaterer Mie Jørgensen og Line Sjørring. Ivrigt sekunderet af deres bedre halvdele, som også begge var i fuldt sving under hele efterårs-bagagerumsmarkedet.

 

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.