- Se alle bidragsydere Her

Liv på torvet – i sjælden grad

Instruktør Torben Sørensen er sammen med håndboldvennerne Lasse Boesen og Ole B. Andersen manden bag Streethandball-konceptet. Her giver han gode boldtips fra sig i Houlkær. Se mange flere billeder i bunden af denne artikel.

Boldlegen var i højsædet, da gadehåndbolden – for et par timer – holdt sit indtog i Houlkær

Måske skulle man – mere permanent – overveje at omdanne torvet i Houlkær til Streethandball-arena?
At torvet er velegnet til formålet blev i hvert fald klart og tydeligt demonstreret lørdag 26. april, da en masse håndboldglade børn i to timer tog torvet i besiddelse og skabte mere liv end længe på den centrale plads i Houlkær-centeret.
Bag Streethandball-initiativet stod fem lokale aktører: Houlkærskolens SFO, Ghettoprojektet, Klub Gården, Houlkærhallen og Det Boligsociale Fællessekretariat.
Og de to timers boldleg på torvet i Houlkær er dermed i realiteten det første synlige resultat af et spirende lokalt samarbejde, som også i fremtiden forventes at kaste en række bevægelsesorienterede aktiviteter af sig.

Boldleg frem for alt
Introduktionen af gadehåndbolden i Houlkær var i første række lagt i hænderne på instruktør Torben Sørensen.
Sammen med håndboldvennerne Ole B. Andersen og den tidligere landsholdsstjerne Lasse Boesen har han siden 2009 målrettet arbejdet på at sprede budskabet om, at håndbold ikke bare er noget med komplicerede angrebsåbninger, harpiks, max. tre skridt og forbudte dobbeltdriblinger.
Håndbold er fremfor alt leg, samvær og sjove oplevelser – og til formålet er der endda udviklet en helt særlig bold, fyldt med vat og dimensioneret til en barnehånd.
– Vi vil gerne tilbage til, at der igen bliver spillet håndbold i skolegårdene. Ganske enkelt fordi det er sjovt – og ikke så meget med fokus på scoringer og resultater.
– Ellers kan man med rette frygte, at det om få år ikke længere er håndbold, vi ser på tv-skærmene i Danmark i den bedste sendetid, vurderer Torben Sørensen, som selv er gammel 1. divisionsspiller og –træner i Ejby på Fyn.
Ja, faktisk har han i indtil flere 1. divisionskampe stået overfor en anden af dagens nøglepersoner, SFO-pædagog på Houlkærskolen Thomas Andersen.
– Det var overhovedet ikke noget, jeg havde skænket en tanke på forhånd. Men da så Torben dukkede op, kunne jeg da godt se, at jeg har truffet ham før, mens jeg selv spillede 1. divisionshåndbold i Stoholm, bemærker Thomas Andersen.

Med gode sponsorers hjælp var der på forhånd sørget for, at der var æbler og bananer at styrke sig på imellem udfoldelserne på Streethandball-banen.

Vellykket dag
Dårligt nok var den første lille, grønne streethandball givet op, før torvet i Houlkær var fyldt med glade unge håndboldspillere.
Det præcise antal var nærmest umuligt at holde styr på, for der skete løbende udskiftning i flokken, men alt i alt var der vel op mod et halvt hundrede børn, som nåede at prøve kræfter med Streethandball i løbet af de to timer, arrangementet stod på.
– Det havde jo selvfølgelig været endnu bedre, hvis der var kommet 80. Men som helhed synes jeg kun, vi kan tillade os at være tilfredse.
– Heldigvis ramte vi en dag med utroligt flot forårsvejr. Torvet viste sig at være perfekt til formålet, og jeg synes da bestemt også, det ser ud til, at børnene har haft en fornøjelig dag, konkluderer Thomas Andersen.
For hans eget vedkommende var dagens håndboldaktiviteter i øvrigt langt fra slut med de to timers Streethandball på torvet i Houlkær-centeret.
Efter arrangementet i Houlkær tog han direkte videre til Randers, hvor han sammen med holdkammeraterne fra Hald Ege/Ravnstrup skulle spille to afgørende kampe om oprykning til jyllandsserien…..

 

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.