- Se alle bidragsydere Her

“Gården” hedder stadig “Gården”

Med overvældende majoritet stemte de daglige brugere for, at klubben i Houlkær også i fremtiden skal hedde ”Gården”. Her er vinderen af navnekonkurrencen ved at blive udtrukket. Se mange flere billeder i bunden af denne artikel.

Det er så til gengæld også noget af de eneste, der er ved det gamle, efter at den lokale fritids- og ungdomsklub nu er flyttet i nye rammer ved Houlkærhallen

Lokalerne er splinternye, inventaret er skiftet ud – men navnet? Det er stadig det samme.
På dét punkt var der slet ingen vaklen at spore, da Houlkærs ”nye” fritids- og ungdomsklub torsdag 6. februar holdt ”Åbent hus” for at markere flytningen til de nye lokaler ved Houlkærhallen.
Enkelte andre – spagfærdige forslag – var også bragt i spil, men ingen af dem kunne på nogen måde overtrumfe det gode, gamle velklingende navn: ”Gården”.
Med overvældende majoritet stemte de daglige brugere for, at det også i fremtiden skal være navnet på klubben i Houlkær.
Personalet er langt hen ad vejen også uændret, men så er det i øvrigt også slut med fællestrækkene mellem den nye klub – og den gamle fritidsgård ved Fristruphøjvej.
Som børne- og ungdomsudvalgsformand, Claus Clausen (V) udtrykte det i forbindelse med Åbent hus-arrangementet:
– Jeg forstår sandelig godt, hvis nogle af jer tænkte ”Hold da op”, da I første gang kom fra den gamle, nedslidte fritidsgård over i disse fine, nye lokaler ved hallen.

Børne- og ungdomsudvalgsformand Claus Clausen (V) gratulerede på kommunens vegne ”Gårdens” børn og personale med de nye fine rammer.

Kun en begyndelse
Børne- og ungdomsudvalgsformanden ville ikke direkte udnævne den ”nye” klub i Houlkær til ”Fremtidens fritids- og ungdomsklub”.
– Men det gode, vi sammen skaber, ville det da være dumt at bryde ned igen. Og flotte klubfaciliteter som her, bakker vi i børne- og ungdomsudvalget naturligvis op om, fastslog Claus Clausen og underbyggede sine ord ved at overrække klubleder Gitte Scharf Gaml en check på 1000 kroner – med venlig hilsen fra Viborg Kommune.
Formanden for Houlkærhallen, Jens Johansen, benyttede også anledningen til at glæde sig.
– Det har været en lang proces, som blev indledt helt tilbage i 2009, men med de nye rammer, I nu har fået, har ”Gården” alle forudsætninger for at udvikle sig til den mest aktive, idrætsorienterede fritids- og ungdomsklub i kommunen, vurderede han.
I samme åndedrag skyndte halbestyrelsesformanden sig at tilføje, at han ikke ser indvielsen af den ”nye” klub som slutningen – men snarere som begyndelsen på en udviklingsproces.
– Visionen er, at området omkring hallen gerne skal udvikle sig til et kraftcenter fra tidlig morgen til sen aften. Et lokalt fritids- og ungdomsmekka, erklærede Jens Johansen.

Åbent hus-menuen bestående af kokosmakroner, drømmekage og frugt så ud til at falde i god jord hos de unge brugere af ”Gården” i Houlkær.

Badmintonketsjere – og kage
Indflytningsgaven fra Houlkærhallen bestod i en sportstaske med ti badmintonketsjere – til brug i ”Gårdens” nye multisal.
Rikke May Kristthorson og Tonie Holmberg fra Det Boligsociale Fællessekretariat i Houlkær mødte under sloganet ”I ringer – vi bringer” op til Åbent Hus-arrangementet med et gavekort på to store kager, og skoleinspektør Ole Birch havde til lejligheden medbragt en check på 1500 kroner på vegne af Houlkærskolen og skolens SFO.
– Med indvielsen af den nye fritids- og ungdomsklub har vi her i Houlkær fået nogle helt fantastiske rammer, som vi kan bruge, når vi nu skal i gang med at realisere tankerne bag den nye folkeskolereform, vurderede han.
Klubleder Gitte Scharff Gaml glædede sig i forbindelse med Åbent Hus-arrangementet over den positive måde, som både børn og personale har tacklet flytteprocessen på. Og over den øgede tilgang til klubben, som allerede nu begynder at vise sig efter flytningen til de nye – mere tidssvarende – lokaler.
– Det eneste, vi nu mangler, er at få multisalen helt færdigindrettet.
– Og så skal vi naturligvis også – på et tidspunkt – i gang med indretningen af udearealerne.
– Men den tror jeg nu nok, vi venter med at tage, til det bliver lidt lunere i vejret, bemærker Gitte Scharff Gaml. I et tonefald, der kraftigt antyder, at det her og nu godt kan være tiltrængt med et lille pusterum på ”Gården” – oven på et par hektiske vintermåneder, hvor meget har stået i flytningens tegn.

 

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.