- Se alle bidragsydere Her

“Messias” blev godt modtaget i Houlkær

Begejstret, stående bifald fra de over 200 betalende tilhørere mødte korsangere, solister, musikere og dirigent Ole Faurschou efter den musikalske kraftpræstation i Houlkær Kirke.

Over 200 betalende tilhørere til lokal ”premiere” på Händels klassiske kor- og orkesterværk

Enhver kirke med respekt for sig selv bør mindst én gang i sin levetid lægge rum til en opførelse af Händels ”Messias”.
I Houlkær Kirkes tilfælde skulle der gå næsten 22 år, før det skete – men så var oplevelsen til gengæld også værd at vente på. At dømme efter det massive – og stående – bifald, der blev korsangere, musikere, solister og dirigent til del efter Messias-koncerten i Houlkær lørdag 14. december.
Allerede sidste år – da Akademisk Kor Århus gav julekoncert i Houlkær – forhørte organist Jens Chr. Hansen sig forsigtigt om muligheden for en 2013-opførelse af Händels klassiske korværk.
Siden har projektet lige så stille taget form. Med Akademisk Kors dirigent, Ole Faurschou, som musikalsk primus motor.
Akademisk Kor har i årets løb fået følgeskab af Akademisk Orkester – et nydannet klassisk ensemble, som i forbindelse med Messias-opførelsen i Houlkær fik sin offentlige, musikalske ilddåb.
Og som ”toppen af kransekagen” var der til Messias-opførelsen i Houlkær indforskrevet fire erfarne solister fra den danske operascene: Agnete Munk Rasmussen (sopran), Sine Algreen (alt), Jens Christian Tvilum (tenor) og Jens Søndergaard (baryton).

De dygtige korsangere i Akademisk Kor Århus – heraf en fire-fem stykker med musikalske rødder i Viborg – var med til at gøre Messias-opførelsen i Houlkær til en rigtig god, musikalsk før-jule-oplevelse.

– Både arrangementsmæssigt – og i alle mulige andre henseender – er Messias-projektet så ubetinget det største projekt, vi indtil videre har bundet an med i Houlkær Kirke.
– Og vi har da for den sags skyld heller aldrig før set os nødsaget til at tage 100 kroner i entré ved indgangen, konstaterer Jens Chr. Hansen oven på en veloverstået koncert.
Heldigvis for arrangørerne havde publikum øjensynligt ikke noget imod at betale en ”hund” for næsten to timers intens koncertoplevelse. Non stop.
Over 200 betalende tilhørere gjorde deres for – næsten – at fylde stolerækkerne i Houlkær Kirke, og dermed tyder alt på, at budgettet for Messias-koncerten så nogenlunde kommer til at holde.
– Vi har fra Viborg Kommune fået 12.000 kroner i tilskud – og har derudover fået bevilget, hvad der svarer til 80 solgte billetter i underskudsgaranti.
– Dét gør – så vidt jeg umiddelbart kan vurdere – at vi lige akkurat holder skindet på næsen økonomisk.
– Det er selvfølgelig ikke uvæsentligt. Men det allervigtigste er næsten, at begivenheden overhovedet har fundet sted. Og at vi – på den måde – har været med til at give over 200 mennesker en rigtig god musikalsk oplevelse her op mod jul, fremhæver en synligt tilfreds Jens Chr. Hansen.
Som en spontan konklusion på dét, der indtil videre vil gå over i lokalhistorien som Houlkær Kirkes største musikalske satsning til dato.

Dirigent Ole Faurschou havde koncerten igennem et sikkert greb om både kor, orkester og solister. Her eftermiddagens alt-solist Sine Algreen.

 

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.