- Se alle bidragsydere Her

Kulinarisk inspiration fra fremmede himmelstrøg

Tunesiskfødte Abir Hammami var november måneds gæstekok i ”Madklub på tværs af kulturer i Houlkær”. Her er hun i gang med at tilberede tajine i gryden til venstre, mens lammekødet står og snurrer i gryden til højre.

Nystartet madklub i Houlkær samler kvinder om kødgryderne – på tværs af kulturer

”Uhmm, det dufter godt!”
”Skal der hakkes mere hvidløg?”
Og ”Hvad var det nu lige, du gjorde dér?”
Snakken går livligt over kødgryderne i ”Kernehuset” på Houlkærskolen, hvor en halv snes Houlkær-kvinder af forskellig etnisk oprindelse denne aften er i gang med at tilberede en bedre tunesisk middag bestående af tajine og couscous med lam.
– Tajine er en typisk tunesisk farsret med kartofler, ost, æg og forskellige krydderier. Nærmest svarende til frikadeller her i Danmark, forklarer aftenens gæstekok, tunesiskfødte Abir Hammami.
Kun tre af kvinderne i køkkenet var også med, da der i september var premiere på det nye Houlkær-initiativ ”Madklub på tværs af kulturer”.
Resten er med for første gang – for at snuse til nye, spændende krydderier og få ny inspiration til madlavningen derhjemme.
– Og det er netop også en af ideerne bag madklubben: at gruppen af kvinder kan være forskellig fra gang til gang – og at det først og fremmest skal være den fælles madinteresse, der driver værket, lyder det fra de to initiativtagere, Güler Yagci og Lotte Loklindt Nielsen.

Kurdiskfødte Güler Yagci står som bydelsmor for koordineringen af madklubaktiviteterne i Houlkær – sammen med sin med-initiativtager Lotte Loklindt Nielsen. Samtidig bidrag hun også selv med madlavningstips – som her, hvor hun er i færd med at afsløre sin opskrift på humus.

Ny inspiration
Idéen til madklubben opstod tilfældigt en dag, Lotte skulle hente sit barn i SFOen på Houlkærskolen, hvor Güler arbejder.
– Jeg vidste i forvejen, at Güler var aktiv i Bydelsmødrene i Viborg – og spurgte derfor nysgerrigt til, hvordan det går med bydelsmødrenes arbejde.
– Svaret fra Güler var, at det ind imellem går lidt trægt med at samle tilslutning til bydelsmødrenes aktiviteter, og så var det ellers, at idéen lige så stille begyndte at tage form.
– Hvorfor ikke lave en madklub, hvor madinteresserede kvinder – på tværs af kulturer – kan mødes for at hygge sig sammen og gensidigt inspirere hinanden til nye spændende middagsretter?
– Personligt elsker jeg mad – og jeg elsker at rejse. Og jeg har tit ærgret mig over, at jeg ikke fik en opskrift med hjem fra klassesammenkomsten på Houlkærskolen, hvor vi jo tit oplever, at nogle af de udenlandske forældre disker op med nogle helt fantastisk spændende retter, forklarer Lotte Loklindt Nielsen.

Stor interesse
Ideen er indtil videre, at ”Madklubben på tværs af kulturer” skal samles en gang hver anden måned. Med seks til otte ugers interval – og med skiftende gæstekokke til at stå i spidsen for madlavningsaktiviteterne.
Men skulle det hen ad vejen vise sig, at interessen er større end som så – så er initiativtagerne bestemt ikke afvisende over for at udvide tilbudet.
– Foreløbig har vi stort set kun reklameret for madklubben via opslag i ”Myretuen” og ”Kernehuset”, og alligevel har vi fra starten kunne spore en stor interesse – både fra de danske og fra de udenlandske kvinder.
– På den baggrund kan det da måske godt være, at en madklubaften hver anden måned viser at være lige i underkanten.
– Til gengæld tror vi ikke, det vil være nogen god idé at fravige princippet om, at der højst er plads til ti deltagere pr. gang.
– Ideen med madklubben er jo netop, at gruppen ikke skal være større, end at alle gerne skal kunne se, hvad der foregår, fremhæver Güler Yagci og Lotte Loklindt Nielsen.

Udgangspunktet for den nye madklub i Houlkær er, at det skal være et forum, hvor madinteresserede kvinder – på tværs af kulturer – kan mødes for at hygge sig sammen og gensidigt inspirere hinanden til nye spændende middagsretter.

Ambitionen er en kogebog
De to initiativtagere gør sig som udgangspunkt ingen forestillinger om, at madklubdeltagerne ligefrem skal begynde at invitere hinanden hjem til kaffe bagefter.
– Men alene dét, at man lærer hinanden at kende – og får nogle nye bekendte fra en anden kultur, som man hilser på, når man møder dem på gaden.
– Værdien af dét skal man bestemt heller ikke underkende, vurderer Lotte Loklindt Nielsen.
Én helt konkret ambition er der i hvert fald med den internationale madklub på tværs af kulturer.
Madklubben skulle gerne – til sin tid – munde ud i en kogebog, der sammenfatter alle de mange forskellige madlavningstraditioner, som dagligt udfolder sig i køkkenregionerne i Houlkær.
Og af samme grund bliver der i forbindelse med hver madklubaften udnævnt en sekretær, som har til opgave at skrive opskrifterne ned punkt for punkt – og efterfølgende sørge for, at opskrifterne bliver sendt rundt pr. mail til de øvrige madklub-deltagere.
– Vi ved godt, det er noget, der ligger langt ude i fremtiden, men…
– Det kunne da være fantastisk, hvis vi som kvinder i Houlkær – på tværs af alle kulturer – kunne få udgivet vores egen kogebog, lyder det med entusiasme fra Güler Yagci og Lotte Loklindt Nielsen.
”Madklub på tværs af kulturer” er åben for alle kvinder, der har lyst til at blive inspireret til ny og anderledes madlavning. Og kvinderne er også velkomne til at tage deres børn med til madklubaftenerne.
Tilmelding til madklubben sker enten via Bydelsmødrene i Viborgs hjemmeside – eller ved personlig henvendelse til Güler Yagci.

 

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.