- Se alle bidragsydere Her

Mirakel-vin for 15 års “kæmpearbejde”

Den afgående næstformand Mikkel Åris (th.) rettede på den øvrige bestyrelses vegne en varm tak til Henning Bruun-Schmidt for 15 års engageret indsats som formand for Houlkær IF.

”Både du – og foreningen – kan være stolt”, lød det i takketalen fra Mikkel Åris til den nu afgåede HIF-formand, Henning Bruun-Schmidt

”Mirakel” stod der på etiketten af de vinflasker, som Henning Bruun-Schmidt på den ekstraordinære generalforsamling onsdag 24. april fik overrakt som tak for 15 års utrættelig indsats som formand for Houlkær Idrætsforening.
Det var der – på flere planer – en god portion symbolik i.
– Det er lidt af et mirakel, at det i dag er lykkedes at få valgt en ny bestyrelse.
– Og i det hele taget er der faktisk sket ikke så få – små og store – mirakler i løbet af din formandstid i Houlkær, fremhævede den afgående næstformand Mikkel Åris, som i de seneste fire år har kørt tæt parløb med Henning Bruun-Schmidt i spidsen for Houlkær IF.
– Du har gjort et kæmpearbejde i de 15 år, du har siddet på formandsposten. Et arbejde, som både du selv – og foreningen – med rette kan være stolt over.
– Specielt den sidste periode har været temmelig træls med et tennisanlæg, der endte med at blive en alvorlig økonomisk belastning for hele foreningen, men overordnet set har du som forgrundsfigur – på forbilledlig vis – været med til at tegne Houlkær IF og hele Øst for Paradis-området, lød det anerkendende fra Mikkel Åris – som repræsentant for den samlede HIF-bestyrelse.
Henning Bruun-Schmidt understregede for sin del, at det – i bund og grund – har været en fornøjelse at være med til at drive og profilere Houlkær IF – og Houlkær-området i øvrigt.
– Vi har som breddeidrætsklub i Houlkær altid haft lidt af en udfordring i forhold til Viborgs øvrige idrætsliv, og det vil formentlig også være tilfældet i fremtiden.
– Udfordringerne bliver dog bestemt ikke mindre i en tid, hvor den individuelle idrætsudøvelse ser ud til at vinde frem på bekostning af de traditionelle holdidrætter.
– Det er en udvikling, som ikke bare er med til at sætte de enkelte sportsgrene – men også en forening som Houlkær IF alvorligt under pres, lød det advarende fra den afgående Houlkær IF-formand.

 

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.