- Se alle bidragsydere Her

Houlkær IF truet af lukning

Melder der sig ikke en ny formand og en ny kasserer inden 24. april, kan konsekvensen meget vel blive, at idrætsforeningen, som vi kender den i dag, bliver splittet for alle vinde

Skal Houlkær stadig have et levende og alsidigt idrætsliv?
Eller er tiden måske kommet til, at de enkelte afdelinger under Houlkær IF kan blive nødt til at gå hver for sig – simpelthen fordi der ikke er nogen, der vil påtage sig de ”tunge” poster i hovedforeningen?
Spørgsmålene trænger sig i den grad på, efter at det på HIFs ordinære generalforsamling tirsdag 26. marts ikke lykkedes at finde arvtagere for formand Henning Bruun-Schmidt og kasserer Kirsten Frederiksen, som ellers for længst havde bekendtgjort, at de ikke var villige til at modtage genvalg.
– Her og nu er det for drastisk at sige, at nu lukker vi foreningen, fastslår Henning Bruun-Schmidt, som efterhånden har siddet på formandsposten i Houlkær IF i 14 år.
I stedet har Henning Bruun-Schmidt og Kirsten Frederiksen foreløbig indvilget i at blive siddende på deres poster frem til en ekstraordinær generalforsamling 24. april.
Her skal der så til gengæld også – pinedød – findes en ny formand og en ny økonomiansvarlig, hvis ikke Houlkær IF – efter mere end 30 år som en af Viborgs allerstørste idrætsforeninger – skal ende med at blive splittet for alle vinde.

Ideen om at slå Houlkær IF og Houlkær Hallen sammen til en ny fælles organisation under navnet Houlkær Idræt og Fritid er indtil videre skrinlagt.
Efter at HIFs basketafdeling har valgt at forlade Houlkær og i stedet rykke ind til midtbyen, er Houlkær IFs indendørsaktiviteter efterhånden skrumpet så meget, at foreningen ikke længere selv kan fylde Houlkær Hallen.
Og netop dét – at idrætten i Houlkær hidtil har kunnet “brødføde sig selv” internt – var ellers fra starten hele udgangspunktet for fusionsplanerne.
– Samtidig er vi i halbestyrelsen heller ikke interesserede i – ufrivilligt – at komme til at overtage en idrætsforening, som den siddende bestyrelse så i øvrigt flygter fra, påpeger halbestyrelsesformand Jens Johansen.
Idrætsforeningens og hallens fælles planer går nu i stedet på at styrke det gensidige samarbejde ved at lade en repræsentant for halbestyrelsen indgå i idrætsforeningens bestyrelse.
Hvordan det mere præcist skal foregå, er beskrevet i et sæt nye vedtægter, som efter planen også vil blive fremlagt på den ekstraordinære generalforsamling 24. april.
Først og fremmest handler det dog om, at der i løbet af den kommende lille måneds tid skal findes et par personer, som vil gøre en behjertet indsats for, at der fortsat skal være en idrætsforening i Houlkær.
– Et sæt vedtægter er jo dybest set bare ord på papir. Det springende punkt er, om vi mon også kan finde nogle personer, der vil være med til udfylde de rammer, som vedtægterne udstikker – og kan vi ikke dét, så kan resten i grunden være lige meget, som halformand Jens Johansen tørt konstaterede dét på den ordinære HIF-generalforsamling 26. marts.

 

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.