- Se alle bidragsydere Her

Houlkær IF klar til at sluge “en kamel”

Prisen for hallens overtagelse af HIFs tennisanlæg har hidtil været den helt store ”hurdle” i fusionsforhandlingerne mellem Houlkær Hallen og Houlkær IF. Nu ser det langt om længe ud til, at der tegner sig en salomonisk løsning i horisonten – og det glæder HIF-formand Henning Bruun Schmidt.

Underafdelingerne i idrætsforeningen holder kun lige akkurat ”skindet på næsen” ved den påtænkte fusion med Houlkær Hallen

Langt om længe ser der nu ud til at være fundet en salomonisk løsning vedr. Houlkær IFs tennisanlæg, som sikrer, at Houlkær IF og Houlkær Hallen kan komme videre med den planlagte fusion af de to organisationer.
Løsningen indebærer:
– at hallen overtager tennisanlægget for et beløb i størrelsesordenen 100.000-130.000 kroner (det endelige beløb er endnu ikke helt forhandlet på plads mellem parterne).
– at Viborg Idrætsråd bekoster 50.000 kroner på at bringe de to tennisbaner i Houlkær i tip-top-stand.
Og:
– at Overlund Tennisklub herefter lejer sig ind på tennisanlægget – i en lejeperiode, som strækker sig frem til 2037.

Egenkapitalen skrumpet

For Houlkær IF indebærer modellen, at idrætsforeningen kun lige akkurat holder ”skindet på næsen” i forbindelse med overgangen til den nye fælles organisation, Houlkær Idræt og Fritid.

Falder forhandlingerne mellem Houlkær IF og Houlkær Hallen i hak, bliver det fremover tennisspillere fra Overlund, der kommer til at indtage tennisbanerne i Houlkær. Inden da har Viborg Idrætsråd givet tilsagn om at ville bruge 50.000 kroner på at sætte banerne i tip-top-stand.

Idrætsforeningen har ellers traditionelt – i sine regnskaber – opereret med en egenkapital på den gode side af 300.000 kroner, men hovedparten af disse penge må i dag anses for at være gået tabt.
Når de cirka 90.000 kroner, som HIF stadig skylder på tennisanlægget, er betalt, bliver der i allerheldigste fald 40.000 kroner tilbage til fordeling mellem de forskellige underafdelinger. Afhængigt af hvordan de afsluttende økonomi-forhandlinger mellem Houlkær Hallen og idrætsforeningen falder ud.
Ikke mindst for HIFs basketball-afdeling, som her i 2013 står på spring til at flytte fra Houlkær og ind til midtbyen, har det været noget af en kamel at sluge.
Omvendt er der også i HIF en bred erkendelse af, at den pris, som Houlkær Hallen er villig til at betale for tennisanlægget, realistisk set nok ikke er ”helt hen i vejret”. Og at det i øvrigt næppe er i idrætsforeningens interesse, at fusionsforhandlingerne trækker yderligere i langdrag.

Som det ligger dér – ugeneret i naturen på en solbeskinnet vinterdag – kan man dårligt forestille sig et mere hyggeligt sted at spille tennis. Ikke desto mindre må Houlkær IF – set i bakspejlet – erkende, at overtagelsen af tennisanlægget i Houlkær IF har været en dårlig forretning.

Smertefuld proces
– Det har bestemt ikke været nogen let proces at nå dertil, hvor vi er nået nu – men som jeg ser dét, er der ganske enkelt ikke andre muligheder.
– Og den konklusion kan jeg da heldigvis nu konstatere, at den øvrige HIF-bestyrelse også er nået frem til, bemærker HIF-formand Henning Bruun-Schmidt.
Han havde oprindelig en forhåbning om, at fusionsforhandlingerne med hallen ville være skredet betydeligt hurtigere frem.
Nu ser han i øjnene, at han nok alligevel ikke slipper for at skulle indkalde til endnu en ordinær generalforsamling i Houlkær Idrætsforening.
– Men det bliver så formentlig også dér, hvor vi træffer den endelige beslutning om at slå idrætsforeningen sammen med hallen, forudser Henning Bruun-Schmidt.
Generalforsamlingen i Houlkær IF ligger traditionelt i slutningen af marts.
Houlkær Hallens repræsentantskab tager stilling til resultatet af forhandlingerne med Houlkær IF på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde mandag 25. februar.

 

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.