- Se alle bidragsydere Her

To nye hf-linjer på gymnasiet i Houlkær

På den ”lektiefrie” hf-linje er der ikke noget hjemmearbejde. I stedet organiseres skoledagen anderledes, så eleverne læser lektier på skolen.

Dem bliver der – blandt meget andet – mulighed for at høre mere om, når Viborg Gymnasium og Hf tirsdag 29. januar inviterer til orienteringsaften for et nyt kuld af kommende elever

Når Viborg Gymnasium og Hf tirsdag 29. januar fra kl. 19 til cirka 22 inviterer til orienteringsaften for kommende elever og deres forældre, står der bl. a. to helt spritnye uddannelsestilbud på menuen: En såkaldt ”lektiefri” hf-linje samt en hf-linje, som specifikt henvender sig til unge, der drømmer om en ”karriere i uniform”.
På flere andre gymnasier rundt om i landet er der i de senere år blevet eksperimenteret med ”lektiefri” hf-klasser, og erfaringerne her har været så positive, at gymnasiet i Houlkær nu også har besluttet sig for at gøre forsøget.
– For elever, der har svært ved at læse lektier alene, eller som har svært ved i det hele taget at få det gjort, har de lektiefri klasser vist sig at være en stor hjælp.
– ”Lektiefri hf” gør det – alt andet lige – noget nemmere at starte på en ungdomsuddannelse, hvor det første halve år ellers ofte kan være en udfordring med nye klassekammerater, nye omgivelser, nye lærere og en masse ny viden, der skal læres, fremhæver rektor på Viborg Gymnasium og Hf, Lone Ejbye Mikkelsen.
Den nye lektiefri hf-uddannelse indeholder i princippet det samme som en almindelig hf – minus lektierne. Hjemmearbejdet klares i stedet på skolen efter skoletid, hvor eleverne har lettere adgang til støtte fra kammerater og lærere, og i løbet af studietiden er det så i øvrigt planen, at eleverne skal blive bedre til at lægge strategier, planlægge og strukturere, så de efter gymnasiet er betydeligt bedre rustede til at fortsætte på en videregående uddannelse.
Erfaringerne fra andre skoler viser, at fraværet ofte falder, når ingen behøver at være flove over, at de ikke har fået lavet deres hjemmearbejde. Og samtidig er der også tegn på, at både gennemførelsesprocenten og karaktergennemsnittet stiger.

På den nye hf-Force-linje kan eleverne se frem til to år med fokus på elementer som bevægelse og styrke.

Foruden den nye, lektiefri hf-linje har de kommende hf-elever på Viborg Gymnasium og Hf også mulighed for at vælge sig ind på en såkaldt ”Force”-linje, der i særlig grad henvender sig til unge med tanker om at arbejde i forsvaret, som Falck-reddere, politibetjente eller lignende.
Det nye undervisningstilbud er udviklet i tæt samarbejde med blandt andre Flyvestation Karup og Gymnastik og Idrætshøjskolen Viborg, og bag initiativet står ifølge Lone Ejbye Mikkelsen ”et stærkt team af engagerede lærere og samarbejdspartnere”.
– Vi glæder os rigtig meget til at få sat gang i den nye Force-linje – og forventer os meget af den, siger hun.
Viborg Gymnasium og Hf har i forvejen god erfaring med at sammensætte specielle uddannelsesforløb, som ikke tilbydes andre steder.
Skolens særlige hf-linje ”Visuel Hf” bliver søgt at unge fra hele landet, og det samme gør skolens nye EUX AGRO-student-linje.
Sidste frist for at søge ind på de to nye hf-linjer – og alle de øvrige linjer på Viborg Gymnasium og Hf er fredag 15. marts.

 

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.