- Se alle bidragsydere Her

Knap 600 billeder fra hverdagen i Houlkær

Fotoelev Betina Lorentsen i gang med at skildre dagligdagen hos tømrerfirmaet HS Tømrer og Snedker Aps. på Hamlen. Her med værkstedsmand Lasse Iversen som ”fotomodel”.

57 foto-elever fra Medieskolerne var onsdag 26. september ”i marken” med deres kameraer

Sjældent er et så lille lokalsamfund blevet så systematisk gennemfotograferet, som Houlkær blev dét onsdag 26. september.
Samtlige 57 elever på Medieskolernes foto-grundforløb var i dagens løb ”i marken” med deres kameraer for at beskrive hverdagslivet i bydelen på en regntung efterårs-onsdag.
Og foto-elevernes engagement i ”Skriv om din dag”-projektet i Houlkær var dermed langt større, end faglærer Michael Lange på forhånd havde turdet drømme om.
– Opgaven ligger dybest set lidt uden for, hvad vi normalt beskæftiger os med på foto-grundforløbet, og derfor turde jeg i forvejen også kun love, at vi nok skulle kunne finde 20 foto-elever, der ville være med.
– Men da det kom til stykket, viste det sig minsandten, at de sagde ”Ja” alle sammen.
– Dét kom for mig som en stor positiv overraskelse, erklærer Michael Lange anerkendende.
Omkring halvdelen af eleverne var på forhånd sat på ”bundne” opgaver – såsom at følge arbejdsdagen i Houlkær Bageri eller lave en fotoreportage fra aftentræningen i Houlkær Løb og Motions herreafdeling.
Resten blev blot sendt ud i kvarteret for at fotografere, hvem og hvad de måtte møde på deres vej – fra tidlig morgen til sen aften.

At fotografere levende mennesker, som bevæger sig, er i sagens natur noget helt andet end at fotografere stillestående motiver, som eleverne ellers oftest gør på Medieskolerne.

Spændende udfordring
En af dem, der var tidligst i aktion, var Betina Lorentsen, foto-elev fra Vordingborg.
Allerede kl. 6.30 stemplede hun sammen med tre holdkammerater ind hos HS Tømrer og Snedker Aps. på Hamlen for at deltage i morgenmødet – og fordelingen af dagens arbejdsopgaver.
Senere på dagen var Betina og hendes holdkammerater med firmaets ansatte ude på forskellige byggeopgaver i Viborg-området.
– Og dét har alt i alt været en rigtig spændende udfordring.
– På foto-uddannelsen tager vi ellers mest billeder af stillestående motiver, men her skulle vi pludselig fotografere levende mennesker, der bevægede sig, og det stiller i sagens natur nogle helt andre krav.
– Og så kunne det da for resten også være fedt, hvis ”Skriv om din dag”-projektet ender med at resultere i en bog – og man selv måske får et af sine billeder med i bogen. Den slags skader jo aldrig på et cv, konstaterer Betina Lorentsen.

Forstadslivet i billeder
De 57 foto-elever på Medieskolernes grundforløb har hver især fået til opgave at levere ti reportagebilleder fra Houlkær.
Eller i alt næsten 600 billeder, som for eftertiden kan være med til at dokumentere, hvad lokalbefolkningen i Houlkær fik deres tid til at gå med på en tilfældig onsdag i 2012.
I bedste fald kommer billederne – sammen med Houlkær-borgernes dagbogsoptegnelser fra 26. september – til at indgå i en lokalhistorisk bog om hverdagslivet i en midtjysk forstad fra 1970erne.
Men under alle omstændigheder vil det være oplagt at samle de mange Houlkær-fotos på en udstilling – og lade billederne fortælle deres egen historie.
– Jeg kan da næsten ikke forestille mig andet, end at der lokalt vil være interesse for at se sådan en udstilling. Men foreløbig har vi kun løseligt snakket om idéen.
– Vi har for nylig haft en anden elevudstilling på Houlkær Bibliotek, men i dette tilfælde er det måske nok tvivlsomt, om bibliotekets vægge slår til, forudser Michael Lange.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.