- Se alle bidragsydere Her

Brylluppet udsat på ubestemt tid

Boet efter mislykket tennis-eventyr skal først gøres op, inden fusionen mellem hal og idrætsforening kan falde endegyldigt på plads

Forlovelsen holder – men brylluppet er indtil videre udsat på ubestemt tid.
Sådan kan man vel kort ridse situationen op, når det gælder den planlagte sammenlægning af Houlkær Hallen og Houlkær Idrætsforening.
Begge parter har så sent som på et par ekstraordinære generalforsamlinger 24. maj bekræftet, at de i bund og grund synes, det vil være en god ide at slå de to foreninger sammen til én – og derved forhåbentlig frigøre administrative kræfter til andre – og sjovere – formål.
Men hvornår fusionen definitivt kan falde på plads – dét tør halbestyrelsesformand Jens Johansen på nuværende tidspunkt ikke sætte dato på.
I Houlkær Idrætsforening havde man oprindelig satset på, at formaliteterne kunne være faldet på plads inden sommerferien, men den tidsplan har i praksis vist sig ikke at være realistisk.
– Det nærmeste, jeg kan komme det nu, er, at det sandsynligvis bliver i kalenderåret 2012.
– Det kommer til at tage den tid, det skal tage, for at vi kan få tingene gjort ordentligt og rigtigt, lyder Jens Johansens nøgterne vurdering.

Som tidligere beskrevet i Houlkær Nyt er det ikke mindst den uafklarede situation omkring Houlkær IFs nødlidende tennisanlæg, der er med til at trække ”brylluppet” mellem hal og idrætsforening i langdrag.
Håbet er, at det hen over sommeren lykkes at finde en ny, fremtidssikret løsning for anlægget, så boet – én gang for alle – kan blive gjort op, inden idrætsforeningen og hallen sammen ”går til alteret”.
– Uden at jeg vil gå i detaljer, så handler det grundlæggende om ret og rimelighed.
– Som vi ser det i halbestyrelsen, så er der nogle regnskabstekniske detaljer omkring tennisanlægget, som idrætsforeningen først skal have fundet en løsning på internt. Og som måske også lige skal forklares ”bagud” i organisationen.
– Og den økonomiske afklaring er vi nødt til at skulle have på plads, inden vi formelt kan gå videre med fusionen mellem hal og idrætsforening, pointerer Jens Johansen.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.