- Se alle bidragsydere Her

Hal søger ny aktivitetskoordinator

Knap to år fik Jacob Flintholm i jobbet som daglig leder af Houlkær Hallen. Fra 1. august – og foreløbig fire år frem - får han titel af projektmedarbejder under Socialministeriet.

Jacob Flintholm har fået nyt job som projektmedarbejder under Socialministeriet

Gennemslagskraft. Smittende engagement. Overblik. Gode kommunikationsevner. IT-flair – og stor forståelse for arbejdet i foreningslivet.
Ovenstående er blot nogle af de kvalifikationer, bestyrelsen for Houlkær Hallen efterspørger, når halbestyrelsen nu går ud og søger efter en ny aktivitetskoordinator.
Den nuværende mand på posten, Jacob Flintholm, har pr. 1. august fået nyt job som projektmedarbejder under Socialministeriet.
Et job, som på mange måder ligger i naturlig forlængelse af dét arbejde for – og med – rodløse unge, som Jacob Flintholm allerede gennem flere år har udført i Houlkær-området.
– Den eneste forskel er i realiteten, at mit arbejdsområde nu bliver udbredt til hele Viborg.
– Men formålet vil i bund og grund stadig være det samme: Nemlig at aktivere de unge gennem idræt og andre aktiviteter – og derved forebygge, at de måske i stedet går rundt og foretager sig noget knapt så fornuftigt i deres fritid, nævner Jacob Flintholm.

Den afgående aktivitetskoordinator i Houlkær Hallen har i øjeblikket en liste med 48 unge i Houlkær, som han står i mere eller mindre fast kontakt med.
– Og dem vil jeg også i fremtiden bevare tilknytningen til.
– Ligesom jeg naturligvis heller ikke slipper Houlkær Løb og Motion, som er gået hen og blevet lidt af et hjertebarn for mig, understreger han.
Er man interesseret i at afløse Jacob Flintholm på posten som dagligt ansvarlig for aktiviteterne i Houlkær Hallen, skal man have sendt sin ansøgning, så den kan være halbestyrelsen i hænde senest onsdag 20. juni kl. 12.
Herefter forventer halbestyrelsen – med formand Jens Johansen i spidsen – at være klar til at holde ansættelsessamtaler onsdag 27. juni, og i heldigste fald skulle der således være mulighed for, at den nye aktivitetskoordinator kan tiltræde 1. august – eller snarest derefter.
Læs stillingsopslaget i sin helhed via dette link: https://job.jobnet.dk/CV/FindJob/Details.aspx/3165651

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.