- Se alle bidragsydere Her

Et godt løb – trods lidt færre deltagere

Skulle nogle lide af den vrangforestilling, at det ikke er sjovt at løbe - så prøv engang at kigge på dette billede fra starten på årets Houlkær-løb: Smil og glade ansigter over hele linjen. Se flere billeder fra Houlkær-løbet i bunden af artiklen.

Cirka 670 børn og voksne stillede til start i årets Houlkær-løb – og de gik alle sammen friskt til sagen

Man kan vælge den negative indgangsvinkel: at Houlkær-løbet 2012 ”kun” samlede små 700 deltagere – og dermed måtte notere en mindre tilbagegang i forhold til i fjor.
Man kan også vælge den positive tilgang: at det trods mangelfuld forhåndsannoncering og truende, sorte regnskyer gennem det meste af dagen alligevel lykkedes at samle cirka 670 løbeglade motionister i alle aldre.
Løbsarrangør Jacob Flintholm er af natur ingen sortseer – og hælder derfor også mest til den sidste måde at anskue situationen på.
– Selvfølgelig er der da altid nogle ting, der kunne have været gjort anderledes, men selve konceptet er jeg i bund og grund rigtig godt tilfreds med.
– Hele aftenen igennem synes jeg, der var en rigtig god stemning i start- og målområdet, og de næsten 700 løbere, der stillede til start, var alle sammen nogle, der rigtig gerne ville ud at løbe.
– I den forstand synes jeg afgjort, at Houlkær-løbet 2012 må betegnes som en succes, erklærer han med et stort smil på læben.

Mange potentielle løbsdeltagere valgte tydeligvis lige at se vejret lidt an, inden de endeligt besluttede sig for, om de ville snøre løbeskoene – eller ej.
På den baggrund blev der pludselig trængsel i Houlkær Hallen, da det hen imod aften viste sig, at vejret udviklede sig i den sommeragtige retning – og faktisk endte med at blive helt ideelt til formålet.
De cirka 670 løbsdeltagere, som det i alt blev til, fordelte sig nogenlunde ligeligt på det 2,5 kilometer lange børneløb – og 5 og 10 km-distancerne for de noget mere udholdende.
Hurtigst på 5 kilometer distancen var Jeppe Norup. Han kom i mål i tiden 18,15 minutter med Carsten Dalsgaard og Houlkær-løbets nestor, Preben Tougaard, på de følgende pladser.
På 10 kilometer ruten var Rasmus Sigvardsen suveræn i tiden 36,57 minutter. Han var næsten to minutter hurtigere end sin nærmeste forfølger, Thomas Therkildsen, og yderligere godt et halvt minut hurtigere end Søren Hammer på tredjepladsen.
Fælles for samtlige præmietagere på de to længste distancer er, at de alle sammen repræsenterer den fremstormende lokale løbeklub, Houlkær Løb og Motion.
Og de karakteristiske, blå Houlkær Løb og Motion-løbedragter satte i det hele taget et kraftigt præg på årets Houlkær-løb. Såvel kvalitativt som kvantitativt.
En naturlig udvikling vil derfor også være, at det til næste år bliver den lokale løbeklub, der overtager opgaven som løbsarrangør, vurderer Jacob Flintholm.
– Dét vil umiddelbart give mig en langt større kreds af hjælpere at trække på. Modsat i år hvor jeg langt hen ad vejen har stået alene med en stor del af det forberedende arbejde, nævner han.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.