- Se alle bidragsydere Her

Ny hjertesti indviet med maner

Formanden for Viborg Kommunes forebyggelsesudvalg, Katrine Ørnebjerg Larsen stod for den officielle indvielse af de to nye hjertestier i Houlkær. Umiddelbart inden hun affyrede startskuddet til Houlkær-løbets 2,5 kilometer lange børneløb.

Formanden for Viborg Kommunes forebyggelsesudvalg klippede snoren

Der er efterhånden 126 hjertestier i Danmark, men der er kun én, hvor pælene – udover Hjerteforeningens logo – også er udsmykket med hjemmelavede tinhjerter. Og denne helt unikke hjertesti ligger fra og med torsdag 7. juni i Houlkær.
Den officielle indvielse blev foretaget af formanden for Viborg Kommunes forebyggelsesudvalg, Katrine Ørnebjerg Larsen – umiddelbart inden hun affyrede startskuddet til Houlkær-løbets 2,5 kilometer lange børneløb.
Rundstrækningen, som Houlkær-løbet blev afviklet på, er stort set identisk med den korteste af de nye hjertestier i lokalområdet.
Den anden hjertesti i Houlkær er med sine 4 kilometer lidt længere – og slår et sving ned gennem Granada-skoven, inden den igen smelter sammen med 2,4 kilometer-stien i området omkring skolen, hallen, gymnasiet og Houlkærvænget.

Flemming Blaabjerg fra Hjerteforeningens lokalkomité udtrykte i sin korte tale ved hjertesti-indvielsen håb om, at de to nye hjertestier i Houlkær vil blive ”godt slidt gennem årene”.

Inden Katrine Ørnebjerg Larsen klippede den røde snor over og erklærede de to nye hjertestier for åbne, holdt Flemming Blaabjerg fra Hjerteforeningens lokalkomité i Viborg en kort tale, hvori han bl. a. roste de lokale drivkræfter, Mette Bukhave, Tonie Holmberg, Jacob Flintholm og Erik Overgaard Hansen, for deres indsats i forbindelse med sti-etableringen.
Samtidig udtrykte han håb om, at lokalbefolkningen – også når der ikke er Houlkær-løb – vil benytte lejligheden til at motionere på de to nye hjertestier. Og at stierne således vil blive ”godt slidt gennem årene”.
Desværre viste stierne sig allerede ved indvielsen at være blevet ”slidt” i en noget mere negativ forstand.
Flere steder langs ruten var pælene med hjerteforeningens logo allerede blevet rykket brutalt op af jorden – få dage efter, at de var blevet gravet ned.
Det var unægtelig lidt af en sort plet på et ellers festligt indvielses-arrangement – og forhåbentlig bliver det ikke nogen rettesnor for de to nye hjertestiers videre skæbne.
Folderen med kort over de to nye hjertestier – og de øvrige tre hjertestier i Viborg – vil i øvrigt fremover kunne rekvireres i Houlkær Hallen.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.