- Se alle bidragsydere Her

Fra ord til handling

Ligesom sidst bliver det Karsten H. Thygesen fra Procesguide.dk – Aps., der får til opgave at samle trådene, når Initiativgruppen Houlkær mandag 21. maj inviterer til workshop på Houlkærskolen. Denne gang under overskriften ”Fra ord til handling”.

Ny workshop på Houlkærskolen 21. maj skal for alvor være med til at sætte skub i planerne om et sammenhængende naturområde øst for Viborg-søerne

Ideer er der nok af.
Det kom med al ønskelig tydelighed til udtryk, sidst Initiativgruppen Houlkær inviterede til workshop på Houlkærskolen 22. november.
Ikke færre end 270 konstruktive forslag, input og betragtninger blev ved den lejlighed nedfældet i en såkaldt ”hvidbog”. En hvidbog, som dermed giver en klar antydning af, hvordan Houlkær-Overlund-Bruunshaab-Tapdrup-området med tiden kan udvikle sig et sammenhængende naturområde med det velklingende navn ”Øst for Paradis”.
Nu er tidspunktet kommet til at omsætte de mange fine ord og visioner til konkret handling.
I håb om at få sat skub i den proces inviterer Initiativgruppen Houlkær mandag 21. maj til en ny workshop i Gøgereden på Houlkærskolen. Med dét erklærede formål at få nedsat en række arbejdsgrupper, der efterfølgende skal arbejde videre med at omsætte de bedste af ”Øst for Paradis”-visionerne til skinbarlig virkelighed.

Igen i denne omgang har Initiativgruppen fået økonomisk støtte af Viborg Kommunes demokratiudvalg til gennemførelsen af workshop’en.
Helt præcis 25.000 kommunale kroner har demokratiudvalget bevilget til fase 2 i ”Naturområde Øst for Paradis”-projektet, og ligesom i november bliver det Karsten H. Thygesen fra Procesguide.dk – Aps., der får til opgave at tilrettelægge og styre forløbet.
– Jeg er på forhånd rigtig spændt på, hvad der kan komme ud af workshop nr. 2.
– Hvad er det for nogle ideer, der er stemning for at forfølge – og er der overhovedet nogle, der er parate til at trække i arbejdstøjet og arbejde videre med projektet, nu hvor det bliver alvor?
– Det er dét, der bliver rigtig spændende at konstatere 21. maj, erklærer en forventningsfuld Karsten H. Thygesen.
En pæn del af deltagerne i workshop’en forventes at blive gengangere fra den første workshop i november, men nye interesserede fra Houlkær-Overlund-Bruunshaab-Tapdrup-området er også mere end velkomne.
Sidste tilmeldingsfrist er onsdag 16. maj.
Tilmelding kan enten ske pr. mail til Stig Jensen fra Initiativgruppen på mail-adressen stigjensen@fiberpost.dk – eller pr. telefon til Houlkær Bibliotek på tlf. 87873460.

Læs hvidbogen om ”Naturområde Øst for Paradis her – og få et klarere billede af, hvad ”Øst for Paradis”-visionerne går ud på. Naturomraade_Oest_for_paradis_Houlkaer_lille

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.