- Se alle bidragsydere Her

Festugen aflyst i 2012

Bogbyttedagen på Houlkær Bibliotek gennemføres lørdag 2. juni – for allersidste gang – men en egentlig Houlkær Festuge bliver der i 2012 ikke tale om. Initiativgruppen Houlkær mangler slet og ret ”mandskab” til at stå for koordineringen af aktiviteterne.

Initiativgruppen Houlkær mangler ”mandskab” til at stå for koordineringen – og synes i øvrigt heller ikke at Houlkær-centeret – i den nuværende forfatning – er den ideelle ramme om en decideret festuge

Houlkær-løbet gennemføres som planlagt torsdag 7. juni. Houlkær Kirke har som sædvanligt forskellige aktiviteter på bedding i dagene omkring pinse. Og den populære bogbyttedag på Houlkær Bibliotek rokkes der heller ikke ved. Hvis man i øvrigt ser bort fra, at bogbyttedagen 2. juni bliver den sidste af slagsen – og dermed markerer afslutningen på en årelang, lokal tradition.
I den forstand er alt – så nogenlunde – ved det gamle, når maj bliver til juni i Houlkær i 2012.
Men en egentlig festuge bliver der i år ikke tale om.
– Vi er for sent blevet opmærksomme på, at vi mangler ”mandskab” til at koordinere forsommerens festuge-aktiviteter, og på den baggrund har vi helt besluttet at aflyse årets festuge.
– I stedet bliver der i denne omgang tale om en række enkeltstående aktiviteter – men uden nogen overordnet styring og markedsføring, forklarer formanden for Initiativgruppen Houlkær, Carsten Marcussen.

Bag beslutningen ligger også en nøgtern erkendelse af, at Houlkær Centeret – i den nuværende forfatning – måske heller ikke er den ideelle ramme om en masse forskellige festuge-aktiviteter.
– Ingen ved rigtig, hvornår Fakta er klar til at rykke ind i Superbrugsens tidligere lokaler. Og vi kan på nuværende tidspunkt også kun gisne om, hvad der kommer til at ske med den nuværende Fakta-butik, når Fakta til sin tid flytter.
– I den situation føles det ærligt talt som en rigtig beslutning, at vi i år stiller festugen i bero – for måske så i 2013 at relancere festugen i en helt ny udgave, påpeger Carsten Marcussen.
En nærliggende mulighed kunne f. eks. være at afvente opførelsen af den nye Fritidsgård ved Houlkær Hallen – og så til næste år slå festugen sammen med en præsentation af de mange nye aktivitetsmuligheder i området.
– På den måde kan vi samme tid få synliggjort alt dét, vi går og arbejder med i det daglige – og forhåbentlig samtidig få sparket nyt liv i festugen, bemærker skoleinspektør Ole Birch i sin egenskab af sekretær i Initiativgruppen.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.