- Se alle bidragsydere Her

Fodboldlederpris uddelt for femte gang

Årets lederprismodtager Peter Lassen (tv) ønskes til lykke med prisen af fodboldudvalgsformand Palle Kjær Laursen (i midten) og Chris Stenskrog fra Jyske Bank (th)

Træner Peter Lassen blev den femte modtager i rækken

Han er ikke specielt frembrusende. Han er vel snarere lidt tilbageholdende – men dét skal man ingenlunde lade sig narre af.
Træner Peter Lassen ved med sikkerhed, hvor han vil hen – og bl. a. derfor var det i år ham, der – som den femte i rækken – fik overrakt Jyske Banks lederpris i forbindelse med årsmødet i Houlkær IFs fodboldafdeling.
– Han er en faglig dygtig træner, der forstår at engagere sine spillere, så de glæder sig til at komme til træning.
– Og så var han manden, der samlede vores U12-årgang op, da der ingen træner var, og mange spillere forlod klubben for at prøve lykken i andre klubber.
– Uden ham er jeg meget bange for, at vi kunne have mistet en hel årgang, lød det anerkendende fra fodboldudvalgsformand Palle Kjær Laursen, da han på årsmødet motiverede valget af Peter Lassen.

Peter Lassen har været en del af Houlkær IF i mange år – ja, omtrent lige så længe, som nogen kan huske tilbage.
I de første år blev kræfterne lagt i seniorfodbold-regi. Peter Lassen var én af primus motorerne omkring seniorfodbolden i Houlkær IF, og uden ham havde seniorfodbolden i Houlkær formentlig ikke nået det niveau, som den trods alt nåede inden sammenlægningen med Overlund.
I de senere år er det specielt som ungdomstræner, Peter Lassen har gjort sin skyldighed. Samtidig med at han har været en af støtterne bag afviklingen af den årlige Nisse Cup og sørget for, at der har været styr på tilmeldingerne – og at deltagerholdene har fået programmer tilsendt m.v.
Jyske Banks lederpris er som udgangspunkt tiltænkt en leder eller en træner, der har gjort en ekstraordinær indsats i Houlkær IF i et enkelt år – eller over en længere årrække.
I denne omgang havde fodboldudvalget på forhånd lagt sig fast på, at prisen skulle gå til en træner – og ikke en leder.
– Og set i dét lys, kan ingen vist være i tvivl om, at Jyske Banks lederpris i år – helt fortjent – går til Peter Lassen, lød det fra Palle Kjær Laursen, inden han sammen med Chris Stenskrog fra Jyske Bank gik over til den mere håndgribelige del af prisoverækkelsen.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.