- Se alle bidragsydere Her

Ballroom Fitness – en ny måde at få sig rørt på

Ballroom Fitness er en ny motionsform, der kombinerer elementer fra dans og aerobic. Her er således cha-cha-cha-trin, som instruktør Camilla Nielsen er i færd med at demonstrere i Houlkær Hallens selskabslokaler.

Gæsteinstruktør fra Vinderup giver hver mandag frem til vinterferien gratis prøvetimer i Houlkær Hallens selskabslokaler

Er du ”Vild med dans” – men har du ikke rigtig succes med at lokke en partner med på danseskole?
Så er Ballroom Fitness måske den helt rigtige motionsform for dig.
Fire mandage i januar og februar giver instruktør Camilla Nielsen fra Vinderup Fitness Center gratis prøvetimer i Houlkær Hallens selskabslokaler fra kl. 19 til 20.
Med sigte på, at der forhåbentlig efter vinterferien kan etableres et egentligt Ballroom Fitness-hold i Houlkær.
Ballroom Fitness er en forholdsvis ny motionsform, som er udviklet af danse- og aerobic-instruktør Elisabeth Dalsgaard, og den appellerer ifølge Camilla Nielsen til alle, der via TV2’s ”Vild med dans”-programmer har fået skærpet danselysten.
– Situationen er jo desværre den, at for hver 99 kvinder, der gerne vil danse, er der typisk kun en enkelt mand. På den baggrund har Elisabeth Dalsgaard udviklet et koncept, der giver mulighed for, at man – uden partner – kan få motion ved at danse f. eks. vals, samba, rumba, jive og cha-cha-cha, forklarer hun.
Camilla Nielsen har i forvejen to Ballroom Fitness-hold i Vinderup og yderligere to hold i Kibæk på Herning-kanten, og hun er ikke i tvivl om, at den nye motionsform – før eller siden – også vil vinde fodfæste i og omkring Viborg.
I Houlkær har det de første par gange været forholdsvis sparsomt med fremmødet til Ballroom Fitness-prøvetræningen, men dét tilskriver Camilla Nielsen i første omgang mangelfuld markedsføring.
– Nu er vi i hvert fald i gang. Og mon så ikke nyheden lige så stille spreder sig i lokalområdet, håber hun.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.