- Se alle bidragsydere Her

Fuldt knald på i grupperne

Workshop’ens syv tovholdere var generelt dybt imponerede over det engagement, der blev lagt for dagen i de forskellige grupper. Her er det en gruppe med temaet ”Kulturhistorie og fortællinger”, der er trukket i arbejdstøjet.

Arrangementets syv ”tovholdere” var generelt dybt imponerede over den iderigdom, der kom til udtryk under naturpark-workshop på Houlkærskolen

– Sådan en aften bliver jeg faktisk lidt stolt af at bo her i området.
Fastslog skoleinspektør Peter Rasmussen, Overlund Skole, stilfærdigt – men dybfølt. Kort efter at de sidste deltagere i Initiativgruppen Houlkærs workshop om ”Naturpark Øst for Paradis” havde forladt ”Gøgereden” og begivet sig hver til sit.
Som beboer på Hedebakken var Peter Rasmussen en af de tre eksterne ”tovholdere”, som Initiativgruppen Houlkær havde bedt om at hjælpe med afviklingen af workshop’en.
Umiddelbart var han ikke synderligt begejstret, da han fik tildelt gruppen med temaet ”Formidling”.
– Jeg skal ærligt indrømme, at jeg tænkte: Det kan der da vist ikke siges ret meget om. Men dét kan der åbenbart godt, må jeg efterfølgende konkludere.
– Fra først til sidst var der fuldt knald på under gruppearbejdet. Og snakken foldede sig hurtigt ud, så den kom til at handle om meget mere end natur-formidling, konstaterede en glædeligt overrasket Peter Rasmussen, da han og de øvrige gruppeansvarlige umiddelbart efter workshop’en mødtes for at gøre en slags foreløbig status.
Og skoleinspektøren fra Overlund stod langt fra alene med sit indtryk af et vellykket arrangement, hvor der blev udviklet mange spændende visioner for området ”øst for søerne”.

Ingeniør Thorkild Vestergaard, Viborg Kommune, den tidligere landsformand i Danmarks Naturfredningsforening, Svend Bichel, og de fire Initiativgruppe-medlemmer, Henning Bruun-Schmidt, Stig Jensen, Erik Overgaard Hansen og Peder Hansen kunne i store træk aflægge tilsvarende beretninger fra ”deres” grupper med arbejdstemaerne ”Stier og udsigter”, ”Flora og fauna”, ”Faciliteter og aktiviteter”, ”Søer og vandløb”, ”Kulturhistorie og fortællinger” og ”Natur, landbrug og skove”.
– I den ene gruppe fik vi på 40 minutter skitseret, hvordan man på en time kan komme hele ”Øst for Paradis” rundt på cykel. Og i en anden gruppe tror jeg, vi fik tegnet samtlige udsigtspunkter i området ind på et kort, lød det eksempelvis fra Thorkild Vestergaard, der var tovholder for gruppen med ”Stier og udsigter” som det overordnede tema.
Henning Bruun-Schmidt karakteriserede ligefrem atmosfæren i sin gruppe som ”eksplosiv”.
– I løbet af de tre timer sad jeg med tre fulde borde, og jeg var generelt virkelig imponeret over, hvor drastisk nogle af deltagerne var klar til at gå til værks.
– Alene dét at turde drømme om at lede trafikken mellem Viborg og Overlund gennem en tunnel og omdanne Viborg-søerne til rostadion – det kan man da kun have respekt for, vurderede Houlkær IF-formanden, som dermed kun blev bekræftet i, at tankerne om ”Naturpark Øst for Paradis” er værd at arbejde videre med.
– Der er noget dejligt fandenivoldsk og John Steinbeck’sk over navnet ”Øst for Paradis”. Og magthaverne på den anden side af søen vil utvivlsomt også let kunne se idéen i projektet.
– Hvis Houlkær, Overlund, Bruunshaab og Tapdrup går sammen under paraplyen ”Øst for Paradis”, kan de jo givetvis godt regne ud, hvor ”Paradis” i så fald må ligge, lyder Henning Bruun-Schmidts – umiddelbart logiske – ræsonnement.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.