- Se alle bidragsydere Her

Hvor der er hjerterum, er der husrum

Pladsen var trang, men stemningen både hjertelig og hyggelig, da Den Internationale Højskole i Houlkær onsdag 28. september inviterede til House Warming i ”sin” nye lejlighed.

International Højskole har fået sit eget, faste tilholdssted i 2. sals-lejlighed på Odshøjvej

Så er Den Internationale Familiehøjskole i Houlkær – helt officielt – flyttet ind på adressen, Odshøjvej 30 2. tv.
Onsdag 28. september blev der holdt ”House Warming” i de nye lokaler, og – ganske som håbet – udviklede det sig til en større multietnisk sammenkomst.
– Vi havde på forhånd stillet plastic-tallerkner frem til 50 personer, og de blev alle brugt. Så godt et halvt hundrede gæster – det har de da i hvert fald været, noterer en ovenud tilfreds projektkoordinator, Kirsten Mahler.
Traktementet bestod bl. a. af en orientalsk fiskesuppe – og netop mad fra forskellige verdensdele er i det hele taget et af de store fælles samlingspunkter i Den Internationale Højskole.
Én gang om måneden inviterer højskolen til fællesspisning i Aktivitetshuset ved Houlkær Kirke under overskriften ”Smag min mad”.
Gæstekokkene kommer på skift fra forskellige hjørner af verden, og uanset om maden har været fra Kosovo-Albanien, Iran, Afghanistan eller Danmark har madklubben til dato vist sig at trække ”fuldt hus”. D.v.s. omkring 40 forventningsfulde middagsgæster i alle aldre – og af begge køn.
– Det har virkelig været en stor succes, fastslår Kirsten Mahler.

Spændende mad fra forskellige kulturer har vist sig at være et rigtig godt samlingspunkt i Den Internationale Højskole. Dét fornægtede sig heller ikke i forbindelse med House Warming-arrangementet 28. september.

Kvinderne i overtal
I det daglige er det først og fremmest kvinderne, der gør brug af Den Internationale Familiehøjskoles forskellige aktivitetstilbud.
Det internationale sy-hold i Aktivitetshuset ved kirken har for længst udviklet sig til lidt af en ”institution” i lokalområdet. Sy-holdet samler hver mandag op til 14 fingernemme kvinder af forskellige nationaliteter.
Et onsdags-hold med titlen ”Kvinder i bevægelse” er her i efteråret også kommet ganske godt fra start, og fredag 7. oktober starter et nyt, lignende hold under overskriften ”Krop og styrke”.
– Helt bevidst har vi valgt at give holdene nogle temmelig elastiske titler.
– Ganske vist er der som udgangspunkt tale om to motionshold, men viser det sig en dag, at kvinderne har mere brug for at snakke, så er det i stedet dét, vi bruger tiden på, forklarer Kirsten Mahler.
Geografisk spænder kvindeholdene fra Syrien, Iran og Irak over Kosovo-Albanien til Sri Lanka og Somalia, og støt og roligt kommer der flere og flere til. I takt med at rygterne om Den Internationale Højskole langsomt spredes i kvarteret.
– Heldigvis har vi nogle rigtig gode ambassadører blandt kvinderne i Houlkærvænget. De gør en stor indsats for at trække andre kvinder med, fremhæver Kirsten Mahler.

It-kursus for forældre
Med hensyn til mændene går det indtil videre lidt mere trægt, men det kan et nyt IT-kursus om søndagen forhåbentlig være med til at rette op på.
It-kurset for forældre går i gang 2. oktober, og kursusleder er 27-årige Peter Jeevaruben, som til daglig driver sit eget IT-firma med base i Randers og Bjerringbro.
”Jeeva.dk”, som firmaet hedder, har eksempevis designet køkkenfirmaet Invitas hjemmeside, men firmaets unge indehaver øser også gerne ud af sine IT-kundskaber på frivillig basis.
– Jeg kom selv som fire-årig til Danmark som flygtning fra Sri Lanka og har selv fået meget hjælp af forskellige personer gennem årene.
– Nu synes jeg så, det er blevet min tur til at hjælpe andre – og kan jeg f. eks. gøre dét som IT-underviser i Den Internationale Højskole i Houlkær, så gør jeg gerne dét, forklarer Peter Jeevaruben.
Ud over de allerede nævnte hold har Den Internationale Højskole også et fast onsdags-tilbud under overskriften ”Spørg bare løs”.
Det er et uforpligtende tilbud om råd og vejledning, hvis man f. eks. netop har modtaget et svært forståeligt brev fra det offentlige, men man er såmænd også særdeles velkommen på adressen Odshøjvej 30 2. tv., selv om man ikke har noget at spørge om, betoner Kirsten Mahler.
– Overskriften ”Spørg bare løs” dækker i virkeligheden bare over, at onsdag eftermiddag fra kl. 15-17 er dét tidsrum, hvor vores nye lejlighed altid er åben.
– Her er der kaffe på kanden i hjemlige omgivelser – og som regel god tid til en snak, forklarer hun.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.