- Se alle bidragsydere Her

Houlkær i fokus på demokratikonference

Skoleinspektør Ole Birch optrådte som Houlkær-områdets repræsentant i forbindelse med demokratikonferencen på Asmildkloster Landbrugsskole 6. november.

Houlkær er ikke helt som de andre bydele i Viborg.
Det har vi længe vidst – os, der bor i området – men i kommunen er de åbenbart også opmærksomme på, at det nordøstlige hjørne af Viborg har nogle helt særlige kvaliteter som lokalsamfund.
I hvert fald var Houlkær et af blot fire lokalområder, der var blevet bedt om at bidrage med et oplæg, da Demokratiudvalget i Viborg Kommune lørdag 6. november inviterede land og by til demokratikonference i Auditoriet på Asmildkloster Landbrugsskole.
Til at repræsentere de lokale farver havde Initiativgruppen Houlkær udpeget skoleinspektør Ole Birch, som på konferencen havde syv minutter til at berette om ”gode eksempler og udfordringer” i lokalområdet.
Foruden Ole Birch var der på konferencen oplægsholdere fra Tapdrup, Låstrup og Bjerringbro, ligesom Ungdomsrådet og Viborgegnens Landdistriktsråd hver især var blevet bedt om at bidrage med nogle minutters inspiration til den videre debat.
Hovedoplægsholdere på konferencen var institutleder ved Syddansk Universitet, Johannes Nørregaard Frandsen, og samfundsforsker Johannes Andersen, Aalborg Universitet.
Johannes Nørregaard Frandsen talte bl. a. om ”Den globale landsby – contra myten om den lokale landsbys kvaliteter”, mens Johannes Andersen tog udgangspunkt i spørgsmålet: Er demokrati og medborgerskab ved at blive gråhåret?
Johannes Andersen optrådte desuden som ordstyrer under den afsluttende ”forsamlingshusdebat” om demokrati og medborgerskab i Viborg Kommune.
Konferencen henvendte sig specifikt til kommunens ”ildsjæle og alle andre med lyst til at gøre en indsats for deres lokalområde”. Udover at give deltagerne ”nye idéer med hjem i rygsækken” håber arrangørerne, at arrangementet på Asmildkloster Landbrugsskole kan være med til at ”skabe dialog og netværk på tværs af byer, borgere og organisationer”.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.