- Se alle bidragsydere Her

Festugeåbning – uden brug af mikrofoner

 

Søren Pape Poulsen (i midten) fik selv lejlighed til at røre sangstemmen, da han som borgmester åbnede Houlkær Festuge 2010. Se flere billeder fra festugeåbningen i bunden af artiklen.

Borgmester roste Houlkær for sammenhold og nye initiativer

– I har meget at være stolte af i Houlkær. Godt nok fik I fra starten hjælp af nogle forudseende byplanlæggere, men det var jer selv, der skabte indholdet ved hjælp af et stort sammenhold. Og typisk er det, at når vi i dag læser om Houlkær i aviser og blade, er det som oftest på grund af nye initiativer til gavn for området. Som f. eks. når ”hundredevis af motionslystne kvinder på det nærmeste løber Houlkær IFs fodboldudvalg over ende for at dyrke Zumba”.
Viborg Kommunes nye førstemand, borgmester Søren Pape Poulsen (K) havde tydeligvis læst på lektien, inden han tirsdag 25. maj holdt tale i Houlkærcentret – og dermed erklærede en ny Houlkær Festuge for åben.
Borgmesteren havde således også givet sig tid til at studere programmet for årets festuge.
– Og jeg synes, det er er imponerende program, I har fået stablet på benene til denne traditionsrige bydelsfest, som er noget ganske særligt i Viborg. Blandt andet fordi den afspejler den måde, som I også i dagligdagen arbejder sammen på for at udvikle Houlkær-området.
– Alle er med og byder ind med de bidrag, som de synes passer til lejligheden. Og dét lige fra gymnasiet, biblioteket og daginstitutionerne til kirken, butikkerne, foreningerne, Klub X og Gården, lød det anerkendende fra Søren Pape Poulsen.
I sin åbningstale undgik borgmesteren derimod behændigt at komme ind på de ambitiøse planer om en ud- og ombygning af Houlkær-hallen, som ellers er højaktuelle netop nu.
– Men det skal på ingen måde tages som et udtryk for, at jeg ikke synes, projektet er spændende, understregede borgmesteren efter åbningstalen overfor Houlkærportalens udsendte.
– Jeg synes bare ikke, at festuge-åbningen var den rigtige lejlighed til at komme ind på hal-planerne, som vi i øjeblikket kigger intenst på i det kommunale system, forklarede Søren Pape Poulsen.

 Fremmødet på Torvet var ikke større, end at borgmesteren mageligt kunne råbe alle op – uden brug af mikrofon. Og i det hele taget endte festuge-åbningen med at blive en helt igennem akustisk affære.
Eleverne fra Viborg Gymnasium og HF, som gennem de seneste par år har stået for den musikalske underholdning på festugens førstedag, havde denne gang meldt forfald med henvisning til den forestående eksamen. Til gengæld fik forsamlingen på Torvet så selv lejlighed til at røre sangstemmerne i to fællessange: ”Det er i dag et vejr” og ”Danmark nu blunder den lyse nat”.
”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” kunne måske også have været passende til lejligheden – tirsdagens friske kuling taget i betragtning – men det lykkedes dog at finde et nogenlunde vindafskærmet hjørne på Torvet, hvor Boligselskabet Viborg kunne traktere med kaffe og kage i al gemytlighed.
Efter åbningshøjtideligheden på Torvet fortsatte festugeprogrammet på biblioteket, hvor Projekt Firkløvers sy-hold og Aktivitetshusets male-hold i hele festugen udstiller prøver på vinterens og forårets kreative udfoldelser.
Og først på aftenen var bydelen 2 til 5-årige inviteret til ”Godnat-jam i nattøj” i børnehuset ”Unoden”.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.