- Se alle bidragsydere Her

Anerkendende ord fra eks-borgmester

End ikke en engageret foredragsholder i skikkelse af fhv. borgmester Johannes Steensgaard kunne lokke lokalbefolkningen af sted til repræsentantskabsmøde i Initiativgruppen Houlkær

Samarbejdet i Houlkær er noget helt enestående i Viborg, lød det fra Johannes Steensgard på repræsentantskabsmødet i Initiativgruppen Houlkær

 

– Det er dejligt at observere, at der stadig er liv i Initiativgruppen Houlkær – og at det fælles projekt dermed ser ud til at have overlevet.
Sådan lød det anerkendende fra Johannes Steensgaard, da den tidligere Viborg-borgmester sidst i februar gæsteoptrådte på Initiativgruppen Houlkærs ordinære repræsentantskabsmøde.
Som skolebestyrelsesmedlem og – formand på Houlkærskolen var Johannes Steensgaard selv i sin tid en af ”arkitekterne” bag etableringen af den daværende ”Houlkær-gruppe”.
– Og dét tværgående samarbejde, som vi dengang i starten af 80erne fik stablet på benene i Houlkær, fremstår efter næsten 30 år stadig som noget helt enestående i Viborg by, noterede den nu fhv. borgmester med en vis tilfredshed i stemmen.

En anden ting, der desværre heller ikke har ændret sig synderligt op gennem 80erne, 90’erne og ”nullerne”, er tilstrømningen til repræsentantskabsmøderne.
Nutidens foregangsmænd i Initiativgruppen Houlkær havde på forhånd håbet, at de med Johannes Steensgaard som oplægsholder kunne tiltrække en noget større deltagerskare end sædvanligt, men også i 2010 var det kun de få trofaste, der endte med at dukke op på Houkærskolens lærerværelse.
– Sådan var det også, dengang jeg var aktiv i Houlkær-gruppen, bemærkede Johannes Steensgaard tørt.
Den tidligere borgmesters indlæg under overskriften ”Viborgs verden – ude og hjemme” kunne ellers godt have fortjent en lidt større opmærksomhed.
Johannes Steensgaard trak i foredraget en rød tråd fra sin tid som ”græsrod” og skoleudbygnings-forkæmper i Houlkær og til sin politiske karriere, der kulminerede med dannelsen af den nye Viborg Storkomune. Og så inviterede han i øvrigt også tilhørerne med på en spændende rejse til Liberia, som Viborg Kommune i 2010 – forhåbentlig med velvillig hjælp fra borgerne – har sat sig for at hjælpe med omkring en mio. kr., som skal sikre 1500 børn skolegang og 10.000 mennesker rent drikkevand.
Som medlem af en mindre Viborg-delegation på fem deltagere var Johannes Steensgaard så sent som i januar en tur i Liberia for at se på forholdene i det borgerkrigshærgede, afrikanske land.
– Og jeg må ærligt sige, at når man efter sådan en rejse vender hjem til Viborg igen, så oplever man det på en lidt anden måde, når man i Viborg Stifts Folkeblad læser om viborgensernes utilfredshed med snerydningen, bemærkede han.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.