- Se alle bidragsydere Her

Spillemandsmesse i Houlkær Kirke

Kyndelmissegudstjenesten i Houlkær Kirke stod i spillemandsmusikkens tegn.

Onsdag aften den 3. februar deltog ca. 200 kirkegængere i spillemandsmesse i Houlkær Kirke. Til lejligheden var dannet et spillemandsorkester bestående af  fløjte, violiner, klarinet, harmonika og flygel under ledelse af kirkens organist. Desuden medvirkede  kirkens pigekor og voksenkor.  Musikken er komponeret af Ivan Damgaard og Michael Sommer og teksterne skrevet af pastor emeritus Holger Lissner.

Messen formede sig som en normal gudstjeneste, hvori indgik elementer som f. eks. Kyrie, Gloria og Laudamus. Spillemandsorkesteret kædede det hele  sammen med mellemspil, som knyttede de enkelte dele sammen på en meget melodisk måde i bedste spillemandstradition. Messen opfordrede i høj grad deltagerne til at tage aktiv del i forløbet gennem mange iørefaldende  fællessange.  Sognepræst Karsten Høgild fandt flot ind i stilen med sit rytmiske foredrag af ”Vi tror på Gud, som er før alt, der lever”, hvor spillemandsorkesteret gav en dæmpet effektfuld baggrund. Heri indgik også forbønnerne, som 3 af pigekorets medlemmer leverede  tydeligt, hvor orkesterets mellemspil gav god anledning til eftertanke.

Afslutningsalmen var ”Denne er dagen, som Herren har gjort” udsat til lejligheden som vals. Dette lagde naturligt op til postludiet i form af en polka. Heldigvis var der kompetente folkedansere  til stede, så udgangen kunne føres an af flere polkadansende  folkedansere.

Ideen til messen er opstået, fordi missionærer tidligere har oplevet den lokale  musik og sangtradition ved gudstjenester med god effekt. Dette har inspireret komponister og forfatter til at lave en messe efter dansk spillemandtradition.

Det var en veltilpas og opløftet menighed, der smånynnende forlod Houlkær Kirke. Evangeliets budskab var det samme som om søndagen. Indpakningen var den danske folkemusiktradition.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.