- Se alle bidragsydere Her

Skål for det nye år – og det nye flygel

Violinist Hanne Askov og organist Jens Chr. Hansen præsenterede i fællesskab publikum for en sand perlerække af ørehængere for violin og klaver.

Violinist Hanne Askov og organist Jens Chr. Hansen præsenterede i fællesskab publikum for en sand perlerække af ørehængere for violin og klaver.

Nyanskaffelse blev fejret med festlig nytårskoncert i Houlkær Kirke

Kan man udskænke champagne i kirken?
Ja, det kan man godt – hvis ellers anledningen er tilstrækkelig festlig og glædelig, synes holdningen at være i Houlkær Kirkes menighedsråd.
Og således blev der – undtagelsesvist – disket op med kransekage og champagne i kirkerummet, da kirkens nye, hvide Yamaha-flygel lørdag 2. januar blev officielt indviet ved en nytårskoncert med soloviolinist i Randers Kammerorkester, Hanne Askov, og organist Jens Chr. Hansen som musikalske aktører.
Omkring et par hundrede tilhørere var mødt frem for at opleve nyanskaffelsens ilddåb i koncert-sammenhæng, og på små to timer blev de ført igennem en sand perlerække af ”ørehængere” for violin og klaver. Spændende fra vinter-satsen i Vivaldis ”De fire årstider” over John Williams’ filmtema til ”Schindlers Liste” til ”Musens Sang” af Kaj Normann Andersen.
Smukt, virtuost og iørefaldende var det – men samtidig også informativt, humoristisk og fornøjeligt…..
Hanne Askov krydrede løbende programmet med muntre anekdoter om komponisterne og deres liv og levned, og dét i kombination med Jens Chr. Hansens lune ”brokker” og underholdende mimik var med til at gøre koncerten til en totaloplevelse, der næsten kun kunne kalde nytårssmilene frem i vinterkulden. 

En af dem, der smilede bredest, var menighedsrådsformand Carsten Marcussen.
Han var personligt en smule skeptisk, da Jens Chr. Hansen lancerede sit forslag om at iværksætte en sogneindsamling til fordel for det nye flygel, men i dag kan han med tilfredshed konstatere, at målet på de 50.000 kroner blev nået. Så godt og vel endda.
– I alt er det lykkedes os at indsamle 57.000 kroner fra private, fonde og øvrige sponsorer. Og for os i menighedsrådet har det været en fantastisk oplevelse, at så mange har villet støtte projektet i en situation, hvor provstiudvalget ellers havde sagt ”Nej” til at sætte flygelet på budgettet, nævnte Carsten Marcussen i sin tale til ære for det nye, velklingende stykke kirke-inventar.
Alt i alt har det nye Yamaha-flygel stået Houlkær Kirke i 145.000 kroner – og det er endda cirka 15.000 kroner under markedsprisen.
Forklaringen er, at flygelet, inden det havnede i Houlkær, har været lejet ud til Danmarks Radio i forbindelse med optagelsen af en række Sigurd Barrett-musikprogrammer. Derfor har Houlkær Kirke haft mulighed for at erhverve instrumentet til noget nær ”favørpris”.
Takket være det nye flygel håber Houlkær Kirke i fremtiden at kunne byde på et mere varieret musikrepertoire. Herunder også flere rytmiske musikarrangementer.
Næste gang, det nye flygel for alvor kommer til at stå sin prøve, bliver den 3. februar i forbindelse med et særligt kyndelmisse-arrangement i kirken.

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.